Geografi

Med et samlet areal på 20.273 km² er Slovenien knap halvt så stort som Danmark.

Slovenien er beliggende i trekantsområdet, der grænser op til Italien, Østrig og Ungarn. Mod syd grænser landet op til Kroatien. Endelig har landet en kort - men betydningsfuld - kyststrækning ved Adriaterhavet syd for Trieste (46,6 km).

Til toppen

Landskab og natur

Selvom Slovenien i udstrækning kun er halvt så stort som Danmark, byder det på mange forskellige landskabs-typer. Man taler om fem landskabsmæssigt forskellige regioner: Adriaterhavskysten, Karst-området, Alperne, Bakkeområderne mod øst og Sletterne (Pannonien).

Adriaterhavskysten

Som nævnt har Slovenien kun 46,6 km kyststrækning - beliggende i den nordligste del af Adriaterhavet i Triestebugten.

Tidligere udvandt man salt i deltaet ved udmundingen af floden Dragonja. I dag anvendes kun en mindre del af de såkaldte saltpander til saltproduktion. De resterende udgør et facinerende naturområde, hvor planter og dyr trives.

Byerne Koper, Izola og Piran ligger på denne korte kyst-strækning. De er alle typiske middelhavsbyer og en herlig blanding af Slovenien og Italien. Koper er Sloveniens enste betydende havn og området syd for Piran (med Potoroz) er et udpræget turistområde.

Karst-området

Kører man bort fra kysten mod nord-øst - gennem et bakket landskab fyldt med vinmarker og frugtplantager - møder man en mur af grå kalksten. Dette er begyndelsen til Karsten (eller Kras på slovensk). Karstbejergene er porøse klipper, som slipper nedbøren igennem og lader den forsvinde i underjordiske huler og floder. Området giver navn til tilsvarende områder jorden over. Derfor kaldes området også for det originale karstområde.

Mere end 6.000 underjordiske huler er indtil nu fundet i dette relativt afgrænsede geografiske område. Blandt de mange huler er der tre, som er mere end 1.000 m dybe.

De mest berømte huler er nok Postojna grotterne, men mest interessante er hulerne i Skocjan, der i 1986 blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kultur- og naturarv. I området findes også Vilencia ved Divaca. Her opkrævede man entré fra turister helt tilbage i første halvdel af det 17’ende århundrede.

Alperne

De juliske Alper i nordvest forbindes oftest med Triglav (2.864 m) - det højeste punkt i Slovenien - der gengives i landets våben. I 1981 blev et meget stort område omkring Triglav udlagt som nationalpark.

I den vestligste del af området ligger Bled med den berømte ø (med den karakteristiske kirke) midt i søen. Området omkring Bled har forlængst slået sig fast som et internationalt ferieområde.

Sydvest for Bled finder man Bohinj-søen, der - omend ikke så kendt som Bled - er en perle midt i Alperne. I området helt oppe omkring grænsen til Østrig og Italien finder man den pitoreske Soca-dal med landsbyerne Trenta og Bovec gemt. Dalen er svær at finde (og kan i dele af året være svær at komme til), men er så absolut et besøg værd.

Bakkeområderne mod øst

Bevæger man sig fra Alperne mod sydøst, ændrer landskabet sig til bølgende bakker. Novo Mesto over Krka-floden er hovedbyen i dette område - Dolenjska. I området dyrkes der bl.a. vin.

Den centrale del af Slovenien domineres af Sava-floden, der så at sige deler området i to.

Sloveniens næststørste by Maribor og den trediestørste by Celje findes også i denne region.

Pannonien

Pannonien var navnet på en romersk provins beliggende dels i Ungarn, dels i Slovenien. Området er et slettelandskab, hvor barske livsbetingelser har bevaret samhørigheden mellem mennesker og natur.

Sloveniens ældste by Ptuj finder vi her ved et gammelt romersk vadested over floden Drava.

Mange af bakkernes sydskråninger udnyttes til vindyrkning, og området er hjemsted for en del storke.

Til toppen

Klima

Slovenien har 3 klimaxoner:

• alpint klima (mod nord)
• fastlandsklima (mod øst)
• middelhavsklima (ved kysten)

Nedbør:
(årsgennemsnit 1991-2000)

• Murska Sobota (188 m over havet mod nordøst): 806 mm
• Ratece (864 m over havet mod nordvest): 1.449 mm
• Portoroz (2 m over havet mod sydvest): 934 mm

Temperatur:
(januar/juli - gennemsnit 1991-2000)

• Murska Sobota(188 m over havet mod nordøst): -2,4°/20,5°
• Ratece (864 m over havet mod nordvest): -3,3°/16,7°
• Portoroz (2 m over havet mod sydvest): 4,8°/22,5°

Kilde/yderligere oplysninger: Sloveniens Statistik

Til toppen

Historie

Indtil år 500 - antages det - var det område, der i dag udgør Slovenien, på skift beboet af illyrier, venetianere, romere, keltere og grækere. I forbindelse med de store folkevandringer omrkring år 500 indvandrede slaviske stammer til området Linz-Wien og sydpå til Sloveniens nuværende syd-grænse.

For at forsvare sig imod fjendtlige naboer samlede slaverne sig i Fyrstedømmet Karantanija, der havde centrum i det nuværende Klagenfurt i Østrig. I 745 accepteredes frankisk overherredømme - og kristendommen som religion. I perioden 869 til 874 har slovenerne en kort periode af selvstændighed under den slaviske prins Kocelj, som havde sit tilholdssted ved Balaton-søen i det nuværende Ungarn.

Fra 874 blev Slovenien undlerlagt Karl den Store og senere Østrig-Ungarn. Til trods for flere forsøg på at opnå en mere selvstændig placering, forblev Slovenien under Habsburgernes herredømme indtil dobbeltmonarkiets fald i 1918.

En nationalfølelse blev langsomt udviklet i perioden fra 1550, hvor også de første bøger på slovensk blev udgivet.

I 1848 udgav slovenske intellektuelle et politisk program om et forenet Slovenien. Een af de ledende var digteren France Preseren, der bl.a. skrev Sloveniens nuværende national-melodi, og har fået den centrale plads i Ljubljana opkaldt efter sig.

Fra omkring år 1900 blev der arbejdet på at danne en selvstændig syd-slavisk stat indenfor det Østrig-Ungarske dobbeltmonarkis rammer. Med denne statsdannelse ønskede slovenerne samme selvstændighed som ungarerne havde i dobbeltmonarkiet. Denne syd-slaviske stats-dannelse var tænkt havende et omfang svarende til det nuværende Slovenien, Kroatien samt Bosnien-Herzegovina, og i daglig tale fik den tilnavnet Jugoslavien (Sydslavien).

I 1918 udråbtes det første Jugoslavien - “Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige” hed det indtil det i 1929 skiftede navn til Jugoslavien. Alexander (søn af den sidste serbiske konge Peter) blev kåret som konge. Den nye stat begyndte som parlamentarisk demokrati, men modsætningerne voksede år for år - og i 1929 førte et statskup til et kongeligt diktatur. Kommunisterne blev forbudt og gik under jorden. I 1937 blev Tito deres leder.

I 1934 blev kong Alexander myrdet under et besøg i Marseilles og hans bror Paul overtog som formynder for prins Peter magten. Paul førte en tyskervenlig politik, og i 1941 meddelte han, at Jugoslavien ville tilslutte sig Stålaksen. Et statskup i marts 1941 bragte landet tilbage til en neutralistisk linje - hvilket blot førte til, at Hitlertyskland i alliance med Italien, Ungarn og Bulgarien overfaldt Jugoslavien den 6. april 1941.

I 1941 var Slovenien besat af italienerne, tyskerne og ungarerne. Tyskerne fordrev en lang række slovenere, brændte slovenske bøger og forbød det slovenske sprog. De italienske facister forsøgte at vinde slovenerne som forbundsfæller. Det lykkedes delvist, hvorfor nogle slovenere kom til at kæmpe sammen med tyskerne i den såkaldte hvide hær, mens størstedelen af slovenerne støttede partisanerne.

I 1945 befriede Tito’s partisaner endelig Slovenien. I første omgang blev den sydlige del af Østrig (omkring Klagenfurt) besats, men måtte hurtigt opgives igen.

Tito’s Jugoslavien

Da jerntæppet gik ned i Europa fra Szczecin i nord til Trieste i Syd, endte Slovenien på den østlige side - sammen med den øvrige del af Jugoslavien. Efter et opgør mellem Tito og Stalin i 1948 nærmede Jugoslavien sig mere og mere vesten. Grænserne blev langsomt åbnet, og liberaliseringen bredte sig.

Som i flere andre østeuropæiske lande, var der i tresserne en kraftig reformbevægelse i Jugoslavien. Denne bevægelse blev dog imødegået med en “mod-revolution” i 1970-71, hvor en række af de mere reformvenlige blev tvunget på tidlig pension.

Som et forsinket ekko af reformerne i 60’erne blev en ny forbundsstruktur gennemført i Jugoslavien i 1974. Denne gav de enkelte stater mere selvstændighed.

Vejen til selvstændighed

De første skridt i retning af selvstændighed blev taget i 1989. Slovenerne vedtog en ændring af delstatens forfatning, så nationalforsamlingen tildeltes større magt. F.eks. kunne kun dén erklære undtagelsestilstand.

Serberne prøvede at stoppe udviklingen og annoncerede en økonomisk boycot af Slovenien.

I januar 1990 forlod de slovenske kommunister Det Jugoslaviske Kommunistparti og de vigtigste nye partier samledes i koalitionen Demos. I marts besluttede parlamentet at slette ordet “socialistisk” i republikkens navn.

Ved det første frie valg efter 2. verdenskrig i april 1990 vandt partierne i Demos-koalitionen 126 af de 240 pladser i Nationalforsamlingen i Ljubljana. Milan Kucan blev - som kandidat for Partiet for Demokratisk Fornyelse - valgt som Præsident, mens Lojze Peterle fra De Kristlige Demokrater blev valgt som statsminister.

Serberne svarede igen ved bl.a. at lægge told på alle varer fra Slovenien, og de føderale myndigheder blev reelt sat under serbisk kontrol.

Efterhånden stod det klart, at forbundsstaten ikke kunne holde, og i december 1990 afholdtes der en folkeafstemning om uafhængighed i Slovenien. 93% af vælgerne deltog og 88% stemte for uafhængighed.
Serberne svarede igen ved at erklære afstemningen for ulovlig og beslaglægge de 2 mia. USD som udgjorde de føderale valutareserver.

Langsomt overførtes mere og mere kompetence til de slovenske myndigheder - og fra marts 1991 udskrev Slovenien ikke længere værnepligtige til den Jugoslaviske hær.

25. juni 1991 vedtoges uafhængighedserklæringen, og to dage senere angreb forbundshæren en række grænseovergange og byer i Slovenien. Det slovenske hjemmeværn gjorde kraftigt modstand, og efter 10 dages krig ophørte forbundshærens angreb den 7. juli, hvor parterne - på EU’s foranledning - accepterede 3 måneders udsættelse af uafhængighedsprocessen. Kampene havde da kostet 13 slovenere livet.

Efter udløbet af de tre måneder overtog slovenerene endelig den 7. oktober 1991 kontrollen med alle grænseovergange, og introducerede egne pengesedler, pas, nummerplader m.m.

Endelig den 25. oktober 1991 forlod de sidste forbundssoldater slovensk territorium.

Den 23. december 1991 kunne selvstændighedsprocessen krones med vedtagelse af en ny forfatning, og den 22. maj 1992 blev Slovenien optaget som fuldgyldigt medlem af FN.

I 2004 blev Slovenien medlem af NATO og EU. I 2007 blev Slovenien medlem af Euro-zonen og af Schengen-zonen.

Til toppen

Befolkningsforhold

I 2006 var der 2.008.516 indbyggere i Slovenien. Også målt på antal indbyggere er Slovenien altså mindre end halvt så stort som Danmark.

Befolkningstætheden er 98,8 indbyggere pr. km² (Danmark 125,9).

Gennemsnitslevealderen i Slovenien er (2005) 74,1 år for mænd og 81,3 år for kvinder (Danmark hhv. 76,0 og 80,5 år).

Befolkningen bestod i 2002 (hvor man sidst opgjorde dens etniske sammensætning) af 83,06 % slovenere, 0,32 % ungarer og 0,11 % italienere. De resterende godt 16 % er primært serbere (1,98 %), kroater (1,81 %), bosnier (1,10 %) og muslimer (0,53 %).

De italienske og ungarske mindretal er tillagt særlige rettigheder i forfatningen, og områderne i grænseregionerne er officielt tosprogede.

Befolkningstilvækst var i 2006 0,4 promille og fødselsraten er på 9,4 promille (Danmark 11,9 promille i 2005).

Kilde/yderligere oplysninger: Sloveniens Statistik

Religion

Mere end 80% af befolkningen antages at høre til den Romersk-katolske kirke, der ledes af en ærkebiskop i Ljubljana og biskopperne i Maribor og Koper.

Af andre trosretninger kan nævnes ortodokse (2,4%), muslimer (1%) og protestanter (1%).

Staten og kirken er adskilt, og religionsfriheden sikret i forfatningen.

Religion synes ikke at optage sindene i Slovenien.

Til toppen

Politiske forhold

Statsform og forfatning

Slovenien er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er adskilt. Stat og kirke er adskilt, og religionsfriheden er sikret i forfatningen.

Den lovgivende magt er placeret hos Nationalforsamlingen, som har 90 medlemmer. Hertil kommer et Statsråd med 40 medlemmer, der er rådgivende i forhold til Nationalforsamlingen. Statsrådet kan endvidere udsætte den endelige vedtagelse af et lovforslag i indtil 7 dage. Statsrådets medlemmer repræsenterer økonomiske interessegrupper som f.eks. fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer samt lokale interesser. De udpegede medlemmer skal godkendes af Nationalforsamlingen med kvalificeret flertal.

Nationalforsamlingens 90 medlemmer vælges ved direkte, hemmelige valg. Alle over 18 år har valgret og er valgbare. De italienske og ungarske mindretal er på forhånd sikret hvert eet medlem af forsamlingen.

Valg afholdes hvert fjerde år og udskrives af Præsidenten, der også skal kundgøre vedtagne love.

Præsidenten er statsoverhoved, og er øverstkommanderende for Sloveniens væbnede styrker.

Præsidenten vælges for 5 år ved direkte hemmelige valg. Præsidenten kan maksimalt fungere i to sammenhængende valgperioder. Kun slovenske statsborgere kan vælges som præsident.

Præsidenten udnævner overordnede statsembedsmænd og repræsentanter for Slovenien i udlandet. Han kan tildele ordener og han har mulighed for at benåde dømte.

Præsidenten kan afsættes af Forfatningsdomstolen, der tager stilling til eventuelle klager rejst af Nationalforsamlingen. Sådanne klager kan kun vedrøre overtrædelse af love og forfatningen.

Regeringen - der har den udøvende magt - består af en statsminister og et varierende antal fagministre. Statsministeren vælges af Nationalforsamlingen efter indstilling fra Præsidenten. Såfremt den foreslåede kandidat ikke opnår valg, afholdes der nyt valg, hvor også partierne og grupper af medlemmer af nationalforsamlingen kan opstille kandidater.

De enkelte fagministre vælges af Nationalforsamlingen efter indstilling fra statsministeren.

Antal ministre og arbejdets fordeling mellem dem, fastsættes ved lov (og altså ikke - som i Danmark - af statsministeren).

Alle ministre afgår i forbindelse med nyvalg til Nationalforsamlingen. De enkelte ministre - eller hele regeringen - kan afsættes af Nationalforsamlingen ved vedtagelse af en mistillidsdagsorden.

Afgår regeringen i utide, vælges en ny, og kun hvis det ikke lykkes at vælge en ny statsminister, udskrives der nyvalg.

Domstolene er i forfatningen sikret uafhængighed som den dømmende magt. Dommerne udnævnes af Nationalforsamlingen på livstid, og kan kun afsættes, hvis de overtræder forfatningen eller lovene - og i så fald kun af Nationalforsamlingen.

Udnævnelse og afsættelse af dommere sker efter indstilling fra et udvalg bestående af 11 jurister (heraf 6 fungerende dommere).

Beskyttelse af minoriteter

På grund af de nationalistiske bevægelser, der prægede Jugoslavien i de sidste år før opløsningen, var man i Slovenien fra starten opmærksom på mindretallenes stilling, som er sikret i forfatningen.

Indtil 25. december 1991 kunne alle medlemmer af mindretallene opnå slovensk statsborgerskab på lempelige vilkår.

De italienske og ungarske mindretal er i forfatningen sikret ret til at bruge deres nationale symboler, og de har fri ret til at danne foreninger, ytre sig og opretholde forbindelse med deres respektive hjemlande. Mindretallene er derudover sikret ret til undervisning på deres eget sprog, og de er sikret repræsentation i Nationalforsamlingen. I områder hvor der er italienske eller ungarske mindretal, er hhv. italiensk og ungarsk officielle sprog på linje med slovensk. Den slovenske stat yder økonomisk støtte til mindretallenes arbejde.

Også sigøjnere (romaerne) er sikret visse rettigheder.

Til toppen

Økonomi

Levestandard

Levestandarden er relativt høj. Bruttonalproduktet er på 15.167 EUR per indbygger - hvilket er på niveau med Portugal og godt en tredidel af det danske.

Arbejdsløsheden er på 5,9% - hvilket er under gennemsnittet i EU.

Kilde/yderligere oplysninger: Sloveniens Statistik

Til toppen

Slovenien - historie, samfund, kultur

Bog af Frede Mortensen om Slovenien på dansk.

Frede Mortensen har udgivet en fortræffentlig bog om Slovenien. Bogen er på 148 sider og indeholder afsnit om geografi, historie, det politiske system, økonomi, lokalt selvstyre, kulturlivet, medier, forholdet mellem stat og kirke, skole- og uddannelsessystemet, sociale forhold og sundhedsvæsenet.

Yderligere oplysninger

Sloveniens turistinformation

Virtuel guide til Slovenien

Regeringens kommunikationskontor

Slovenia.si

Stats-portal for Slovenien

Sloveniens Statistik (med online adgang til samtlige statistikker)

Se i øvrigt linkssamlingen

Til toppen